Collage - billedkilde Hejnsvig Sognearkiv
For tid og evighed er min barndoms land knyttet til
et væld af lykkelige stunder, godhedsøjeblikke og kærlige
erindringsglimt, som jeg senere har kunnet genkalde mig i alle detaljer
og favne og øse af livet igennem. Et fattigt hedesogn, hvor en nøjsom natur igennem
generationer har tvunget landsbyens forfædre til en barsk og slidsom
kamp for bare at overleve. En flække med bibelske traditioner og
kristenkultur dybt forankret, der helt ind i sjælen er rundet af stoute
bønder og missionsfolk fra syvende kartoffel-række – helt dèrude,
hvor kragerne vender. En vidunderlig barndom og opvækst i de sorgløse
1950’eres Hejnsvig har forundt mig en nærmest hellig respekt,
stolthed og veneration for min vestjyske hjemstavn. Lillebyen emmer af nærvær
og omsorg for sine sognebørns vé og vel med plads til alle. Også dém
fra vanskelige kår, dèm, der mistrives og har det svært. En landsby, der med kærlighed som urkraft sprænger
alle rammer for at værne sine bysbørn mod livets skyggeside med
alskens svigt og fortrædeligheder. Karrig med store ord og armbevægelser,
javel, men aldrig fedtet med tillid og hjertevarme, lader Hejnsvig sine
børn og unge byde håb og drømme op til dans og forvandler selv de
tungeste dansetrin til en flot og fejende vals. Hér slår jeg rod, hèr har jeg hjemme …
I en fortættet stemning af nostalgi,
stokroseromantik og Morten
Korch-idyl beriger Hejnsvig min opvækst med en række skønne
ildsjæle, der i godhedens tjeneste giver sig selv for andre og forlener
også mig med en livslang kærlighed til hjemstavn og naturens sjæl. Som den gamle gårdejer Morten Sparvath, min
barndoms prægtige mentor, der tålmodigt lærer mig at cykle på de små
markveje, at tumle gårdens traktor, at grave orme, at fiske, ligesom
han nænsomt indvier mig i den gamle Gråhedes hemmeligheder. Med Morten ved hånden samler jeg på godhedsøjeblikke
i barndommens land. Som et usynligt kor af lærker, der bryder den
fredfyldte stilhed med deres kåde trillen, solen, der med sine gyldne
stråler klæder marker, enge og skovbryn i skønne farver, duften af
nyslået hø med grøn kløver, der pirrer sanser og næsebor, smagen af
nye kartofter, suset af den stride vestenvind. Jeg bliver fortrolig med spurven, der sidder stum
bag kvist, med havren, der har bjælder på, med Jens Vejmand, der bæres
over heden en kold vinternat. Med Ole, der sidder på en knold og
synger, og hyrdedrengen, der med smil bærer sin byrde. Solidt
forankret i Hejnsvigs bondemuld skal Morten forléne mig med en livslang
kærlighed til hjemstavn og naturens sjæl.
Morten Sparvath ved Fugdal Mose 1920 - Hejnsvig Sognearkiv
Jeg
bliver fortrolig med dé steder, hvor harekillingen har sit leje,
lærken sit kuld, viben sin rede. Lærer dé lyngtoppe at kende, hvor småfugle
muntert støvbader, hugorme dovent lader sig bage igennem, og hvor ræven
lusker omkring. Også den unge gårdejer Henning Kruse fra
den store slægtsgård Godtrumgaard i Gilbjerg toner frem. Som
leder, træner og mentor tager han sig kærligt af Hejnsvigs børn og
unge og følger dem i medgang og modgang et langt stykke ad livets
landevej. For 60 år siden kanter jeg mig ind i den gamle skoles gymnastiksal, hvor der spilles bordtennis i KFUM-regi til den store guldmedalje. Hos Henning møder vi en forjættet verden af hjertevarme og tillid, hvor han gavmildt giver plads til alle. En hædersmand, der værner om de svageste og sår håb og livsmod omkring sig. Eller landsbyens kloge mand Gamle Andersen,
der dagligt lægger vejen forbi vor lune stue for at dele ud af sin viden og livsvisdom over en kop dampende Madam
Blå. På finurlig vis evner han at funkle og inspirere, når
han til historiens vingesus tager os med tilbage til katastrofen
i 1864 ved Dybbøl eller til Rigskancelliet i Berlin i krigens sidste
dage. Gamle Andersen skal blive et forbillede, som jeg
forguder og følger i tykt og tyndt. Nok derfor tager jeg i begyndelsen
af 1960’erne mod til mig og begynder at sende små fortællinger til
lokale avisers børnesider. Et erindringsbillede fra de sorgløse 1950’ere
toner frem. Endnu er verden ikke gået helt af lave, og tressernes velfærdsræs
med ungdomsoprør og studenterballade ligger først lige om hjørnet.
Den folkekære konge Frederik 9. sidder på tronen med Ingrid
ved sin side, den solide typograf H. C. Hansen sidder på magten som
landets statsminister, og i sognerådet i Hejnsvig sidder den stoute gårdejer
Gregers Kristensen for bordenden. En tidsalder
i sort/hvid, hvor der værnes om kernefamilie, klassiske dyder, værdier
og idealer. Et årti med trange kår for litteratur, kunst og
kultur i hverdagen, hvor vægge med malerier, reoler med bøger, moderne
design og rødvin i glassene er lidt af en sjældenhed. Børn og unge i det vestjyske er milevidt fra dé
privilegier, som andre steder tages som givne: en kunstudstilling, en
digtoplæsning, en opera, en klassisk koncert, en teaterforestilling. Hverken husmandstøsen
fra Hejnsvig Mark, røgterdrengen fra Klink eller arbejderknægten fra
Fugdal Mose levnes mange muligheder for at tage med mor og far på
Nationalmuseet, Det Kongelige Teater eller Kunstmuseet Louisiana. Forsamlingshuset i Hejnsvig er landsbyens
kulturhus, og kultur begrænser sig til at købe billet til den billige
cowboy række i rejsebiografen, hvor man tropper op i god tid med
tegneseriehæfter mèd hjemmefra. Som dèngang i slutningen af
1950’erne, hvor plakaten om Astrid Henning-Jensens film om Paw
er klistret på filmstanderen. Men først et besøg i Stinnes slikbutik lige
overfor, hvor man forsyner sig med
bismarcksklumper, gyldne Althea bolcher,
lakridsrod og salmiakstænger til 10-øre, der rulles sammen og
omhyggeligt puttes ned i en mælkekapsel. I forsamlingshuset sidder børn og unge skulder ved
skulder på støvede træbænke og hygger sig med Skipper Skræk,
Tarzan, kaptajn Micky og Davy Crockett. Da forreklamerne klinger af med Brug
Brylcreme, den fedter ikke og Spis solgryn og bliv stærk,
kan filmen om Paw tage sin begyndelse – en mørklødet drengs møde
med dansk provinsidyl, der krakelerer ved mødet med det fremmede. En film om en dreng, der er anderledes og ikke
passer ind. Dèn aften i forsamlingshuset i Hejnsvig bliver der tænkt i
børnehøjde over fremmedangst, nærmest før man overhovedet
kender begrebet på dansk. Man føler med Paw, man græder med Paw. I min barndoms land er der ikke noget med dèm –
eller os. Intolerance, hverdagsracisme og giftige fordomme indgår ikke
som en del af Hejnsvigs dna og folkesjæl. Dét gør til gengæld káldet til at tage værdigt og fordomsfrit imod mennesker i nød – at blive hinandens næste …
http://www.hejnsvig.com/ |
Louis Bülow © 2019-21