Collage - billedkilde Hejnsvig Sognearkiv


En Hejnsvig-dreng trutter i trompeten



Med alderdommens pubertet lige om hjørnet må tiden være inde til at lette på hatten og kippe med flaget for landsbyen Hejnsvig og ydmygt erklære det lille landbosamfund min dybtfølte taknemlighed og kærlighed. 

For tid og evighed er min barndoms land knyttet til et væld af lykkelige stunder, godhedsøjeblikke og kærlige erindringsglimt, som jeg senere har kunnet genkalde mig i alle detaljer og favne og øse af livet igennem. 

Et fattigt hedesogn, hvor en nøjsom natur igennem generationer har tvunget landsbyens forfædre til en barsk og slidsom kamp for bare at overleve. En flække med bibelske traditioner og kristenkultur dybt forankret, der helt ind i sjælen er rundet af stoute bønder og missionsfolk fra syvende kartoffel-række – helt dèrude, hvor kragerne vender. 

En vidunderlig barndom og opvækst i de sorgløse 1950’eres Hejnsvig har forundt mig en nærmest hellig respekt, stolthed og veneration for min vestjyske hjemstavn. Lillebyen emmer af nærvær og omsorg for sine sognebørns vé og vel med plads til alle. Også dém fra vanskelige kår, dèm, der mistrives og har det svært. 

En landsby, der med kærlighed som urkraft sprænger alle rammer for at værne sine bysbørn mod livets skyggeside med alskens svigt og fortrædeligheder. Karrig med store ord og armbevægelser, javel, men aldrig fedtet med tillid og hjertevarme, lader Hejnsvig sine børn og unge byde håb og drømme op til dans og forvandler selv de tungeste dansetrin til en flot og fejende vals. 

Hér slår jeg rod, hèr har jeg hjemme …

 

 

I en fortættet stemning af nostalgi, stokroseromantik og Morten Korch-idyl beriger Hejnsvig min opvækst med en række skønne ildsjæle, der i godhedens tjeneste giver sig selv for andre og forlener også mig med en livslang kærlighed til hjemstavn og naturens sjæl. 

Som den gamle gårdejer Morten Sparvath, min barndoms prægtige mentor, der tålmodigt lærer mig at cykle på de små markveje, at tumle gårdens traktor, at grave orme, at fiske, ligesom han nænsomt indvier mig i den gamle Gråhedes hemmeligheder. 

Med Morten ved hånden samler jeg på godhedsøjeblikke i barndommens land. Som et usynligt kor af lærker, der bryder den fredfyldte stilhed med deres kåde trillen, solen, der med sine gyldne stråler klæder marker, enge og skovbryn i skønne farver, duften af nyslået hø med grøn kløver, der pirrer sanser og næsebor, smagen af nye kartofter, suset af den stride vestenvind. 

Jeg bliver fortrolig med spurven, der sidder stum bag kvist, med havren, der har bjælder på, med Jens Vejmand, der bæres over heden en kold vinternat. Med Ole, der sidder på en knold og synger, og hyrdedrengen, der med smil bærer sin byrde. 

Solidt forankret i Hejnsvigs bondemuld skal Morten forléne mig med en livslang kærlighed til hjemstavn og naturens sjæl.

 

Morten Sparvath ved Fugdal Mose 1920 - Hejnsvig Sognearkiv

 

Jeg bliver fortrolig med dé steder, hvor harekillingen har sit leje, lærken sit kuld, viben sin rede. Lærer dé lyngtoppe at kende, hvor småfugle muntert støvbader, hugorme dovent lader sig bage igennem, og hvor ræven lusker omkring. 

Også den unge gårdejer Henning Kruse fra den store slægtsgård Godtrumgaard i Gilbjerg toner frem. Som leder, træner og mentor tager han sig kærligt af Hejnsvigs børn og unge og følger dem i medgang og modgang et langt stykke ad livets landevej. 

For 60 år siden kanter jeg mig ind i den gamle skoles gymnastiksal, hvor der spilles bordtennis i KFUM-regi til den store guldmedalje. Hos Henning møder vi en forjættet verden af hjertevarme og tillid, hvor han gavmildt giver plads til alle. En hædersmand, der værner om de svageste og sår håb og livsmod omkring sig.

Eller landsbyens kloge mand Gamle Andersen, der dagligt lægger vejen forbi vor lune stue for at dele ud af sin viden og livsvisdom over en kop dampende Madam Blå. På finurlig vis evner han at funkle og inspirere, når han til historiens vingesus tager os med tilbage til katastrofen i 1864 ved Dybbøl eller til Rigskancelliet i Berlin i krigens sidste dage. 

Gamle Andersen skal blive et forbillede, som jeg forguder og følger i tykt og tyndt. Nok derfor tager jeg i begyndelsen af 1960’erne mod til mig og begynder at sende små fortællinger til lokale avisers børnesider. 

Et erindringsbillede fra de sorgløse 1950’ere toner frem. Endnu er verden ikke gået helt af lave, og tressernes velfærdsræs med ungdomsoprør og studenterballade ligger først lige om hjørnet. Den folkekære konge Frederik 9. sidder på tronen med Ingrid ved sin side, den solide typograf H. C. Hansen sidder på magten som landets statsminister, og i sognerådet i Hejnsvig sidder den stoute gårdejer Gregers Kristensen for bordenden.  

En tidsalder i sort/hvid, hvor der værnes om kernefamilie, klassiske dyder, værdier og idealer. Et årti med trange kår for litteratur, kunst og kultur i hverdagen, hvor vægge med malerier, reoler med bøger, moderne design og rødvin i glassene er lidt af en sjældenhed. 

Børn og unge i det vestjyske er milevidt fra dé privilegier, som andre steder tages som givne: en kunstudstilling, en digtoplæsning, en opera, en klassisk koncert, en teaterforestilling. 

Hverken husmandstøsen fra Hejnsvig Mark, røgterdrengen fra Klink eller arbejderknægten fra Fugdal Mose levnes mange muligheder for at tage med mor og far på Nationalmuseet, Det Kongelige Teater eller Kunstmuseet Louisiana. 

Forsamlingshuset i Hejnsvig er landsbyens kulturhus, og kultur begrænser sig til at købe billet til den billige cowboy række i rejsebiografen, hvor man tropper op i god tid med tegneseriehæfter mèd hjemmefra. Som dèngang i slutningen af 1950’erne, hvor plakaten om Astrid Henning-Jensens film om Paw er klistret på filmstanderen. 

Men først et besøg i Stinnes slikbutik lige overfor, hvor man forsyner sig med  bismarcksklumper, gyldne Althea bolcher, lakridsrod og salmiakstænger til 10-øre, der rulles sammen og omhyggeligt puttes ned i en mælkekapsel. 

I forsamlingshuset sidder børn og unge skulder ved skulder på støvede træbænke og hygger sig med Skipper Skræk, Tarzan, kaptajn Micky og Davy Crockett. Da forreklamerne klinger af med Brug Brylcreme, den fedter ikke og Spis solgryn og bliv stærk, kan filmen om Paw tage sin begyndelse – en mørklødet drengs møde med dansk provinsidyl, der krakelerer ved mødet med det fremmede. 

En film om en dreng, der er anderledes og ikke passer ind. Dèn aften i forsamlingshuset i Hejnsvig bliver der tænkt i børnehøjde over fremmedangst, nærmest før man overhovedet kender begrebet på dansk. Man føler med Paw, man græder med Paw. 

I min barndoms land er der ikke noget med dèm – eller os. Intolerance, hverdagsracisme og giftige fordomme indgår ikke som en del af Hejnsvigs dna og folkesjæl. 

Dét gør til gengæld káldet til at tage værdigt og fordomsfrit imod mennesker i nød – at blive hinandens næste …

 

www.hejnsvig.com

 

http://www.hejnsvig.com/
https://da.wikipedia.org/wiki/Hejnsvig

https://www.hejnsvigbynet.dk/forside/

https://www.visitbillund.dk/billund/hejnsvig

http://sogn.dk/hejnsvig/

arkiv.dk

 

Louis Bülow © 2019-21